Turismen skal vokse – men Karrebæksminde skal bevare sin sjæl

Mere turisme, men med respekt for naturen, fiskermiljøet og de mennesker, der bor i området. Det var nogle af de gennemgående budskaber, da 200 borgere den 21. oktober deltog i Næstved Kommunes borgermøde om fremtidens turisme i Karrebæksminde, Enø og Lungshave.

Mødet var en del af kommunens arbejde med en kommende turismehandlingsplan, hvor borgerne fik mulighed for at give deres input og ønsker til udviklingen af området.

Arbejdet med planen begyndte allerede i juni, hvor kommunen inviterede lokale erhvervsdrivende og turistaktører til en faciliteret workshop. Her kunne deltagerne bidrage med idéer og pege på behov og muligheder for fremtidens turisme. Fællesudvalget deltog med en repræsentant.

I september blev resultaterne fra aktørworkshoppen taget med ind i en intern turismeworkshop i kommunen, hvor erhvervets pointer og forslag blev drøftet.

På borgermødet præsenterede Næstved Kommune sine ambitioner: Turismen skal fylde mere i Næstved Kommune, og Karrebæksminde og Enø skal udvikles som en endnu stærkere signaturdestination. Det handler i høj grad om at skabe helårsturisme – i ydersæsonerne – og gøre området endnu mere attraktivt for både turister og de fastboende. Man ønsker i budgetforliget 2026, at ‘engagere lokalsamfundet i et fælles initiativ, der styrker Karrebæksminde og Enø som attraktivt og bæredygtigt lokalsamfund‘.

De foreløbige indsigter i arbejdet peger blandt andet på kvalitet som et nøgleord, bedre samarbejde mellem turistaktører, borgere og virksomheder samt bedre koordinering af aktiviteter på tværs af foreningerne. Naturen og det autentiske fiskermiljø skal bevares og spille en central rolle, samtidig med at den øgede turisme tager hensyn til lokalbefolkningen. Der er desuden behov for at håndtere sommerens udfordringer med trafik, parkering, affald og toiletforhold.

Både aktørworkshoppen og borgermødet viste stor overensstemmelse i de ønsker, der blev fremført.

Der er allerede flere initiativer på vej, som kan være med til at tiltrække flere besøgende og skabe aktivitet i området. Karrebæksminde Strandhotel åbner med nye overnatningsmuligheder og forventning om øget beskæftigelse. Saltø Enghuse får opført nye sommerhuse, og Karrebæk Søeng omdanner landbrugsjord til et naturområde med stier og søer.

Dertil kommer den kommende vandrerute Sølvbæltet, en cirka 80 km lang rute fra Karrebæksminde til Faxe Ladeplads. Også en mulig etablering af Nationalpark Smålandsfarvandet i 2027 kan få betydning for områdets fremtidige turisme.

I november arbejder kommunen videre med at samle input og udarbejde den endelige handlingsplan. Planen forventes at blive forelagt til politisk behandling i december.

Nu bliver det spændende at se, hvordan ønskerne og ambitionerne omsættes til konkrete handlinger – og hvordan man sikrer, at fremtidens turisme skaber liv og udvikling uden at gå på kompromis med det, der gør Karrebæksminde, Enø og Lungshave til noget særligt.

Lignende indlæg