Sidste stykke fortov på Enø Kystvej mellem Reedtzholmvej vest og øst er nu godkendt
Det sidste stykke fortov langs Enø Kystvej er nu på vej. Teknik- og Klimaudvalget i Næstved Kommune har den 29. september godkendt anlæg af fortov på strækningen fra busvendepladsen ved den vestlige Reedtzholmvej til den østlige Reedtzholmvej 1-95.
Strækningen er den sidste del, hvor fodgængere har manglet et fortov. Vejen er smal, og sving gør det vanskeligt at overskue trafikken. Med det nye fortov bliver det tryggere at færdes til fods – også til og fra busvendepladsen.
Projektet har en afsat økonomisk ramme på 500.000 kr. Kommunen vil gå i dialog med de berørte grundejerforeninger om den eventuelle anvendelse af tilgrænsende arealer.
Med beslutningen er der taget et vigtigt skridt mod, at man kan gå trygt langs Enø Kystvej på hele strækningen.