Borgermøde om fremtidens turisme i Karrebæksminde, Enø og Lungshave
Hvordan skal turismen udvikle sig i Karrebæksminde og på Enø i de kommende år? Det inviterer Næstved Kommune nu borgere og grundejere til at komme med deres input til.
Kommunen er i gang med at udarbejde en handleplan for turismen i området. På borgermødet præsenteres de idéer og forslag, der er kommet frem gennem dialog med lokale aktører, erhvervslivet og politikere. Herefter får deltagerne mulighed for at bidrage med egne perspektiver, erfaringer og forslag samt være med til at prioritere idéerne.
Et møde med fokus på dialog og input
Det er vigtigt at understrege, at der er tale om et dialogmøde om indholdet i den kommende handleplan – ikke en formel høring eller en orientering om konkrete ændringer, der står umiddelbart for døren.
De input, der kommer frem på mødet, skal indgå i det videre arbejde med handleplanen. Herefter skal indholdet prioriteres og godkendes politisk. Eventuelle senere initiativer kan, afhængigt af deres karakter, kræve yderligere borgerdialog.
Mødet er derfor en mulighed for at give sin mening til kende om, hvordan turismen fremover kan udvikles med blik for både Karrebæksminde og Enø som attraktive lokalsamfund og som besøgsdestinationer.
Praktisk info
- Dato: Onsdag den 21. oktober 2026
- Tid: Kl. 19.00–20.30
- Sted: Karrebæksmindefjord, Enø Kystvej 55
- Tilmelding: Senest mandag den 19. oktober kl. 12.00
Tilmelding er nødvendig og sker via kommunens tilmeldingsside:
Alle med interesse for Karrebæksmindes, Enøs og Lungshaves fremtid opfordres til at deltage og bidrage med deres perspektiver på turismens udvikling i området.